Kulbroen mellem Frederiks Plads på Frederiksbjerg og Sydhavnen er nu åben for passage. Dermed er der en ny gangforbindelse mellem Sydhavnskvarteret og Aarhus midtby — tænkt som en hurtig rute for de mange, der ankommer til Aarhus H med tog og bus og skal videre til Sydhavnen for at arbejde, spise eller opleve kultur.
Broen får direkte adgang til Sydhavnens nye parkeringshus med plads til 700 biler.
- Kulbroen bliver en hurtig og sikker vej, når man skal fra Sydhavnen til midtbyen, siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.
Fases ind
Det, du kan bruge nu, er broens første fase. Adgangsvejene, det nye byrum og kulturmiljøet omkring broen åbner løbende. Området omkring Kulbroen og det kommende Kultårn ventes at stå færdigt i begyndelsen af 2027.
Kultårnet får direkte adgang til broen — det samme gør Hotel Guldsmeden Belle, Hotel Moxy, parkeringshuset og TRÆ. Foreningen Kulbroens Venner, der har stået bag omdannelsen af det gamle kulkransspor til gangbro, flytter ind i Kultårnet.
En officiel indvielse følger senere på sommeren, når de næste koblinger kommer på broen.
Se mere HER.