Københavns Borgerrepræsentation har vedtaget at genetablere en ekspertgruppe, der skal komme med forslag til at nedbringe luftforureningen i byen. Baggrunden er, at forureningen med partikler og kvælstofdioxid stadig koster omkring 400 københavnere livet hvert år.
Gruppen skal arbejde i et samarbejde mellem Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen. Fra 2019 til 2023 udarbejdede forvaltningen årlige rapporter om helbredseffekterne af luftforureningen, som en ekspertgruppe vurderede. Den ordning genoplives nu.
- Vi har gennemført mange gode tiltag for at nedbringe luftforureningen i København, men vi har brug for at komme endnu længere. Det er vigtigt, at vi som politikere hele tiden får nye input fra eksperter, siger klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod.
- Københavnerne vælger ikke selv den luft, de indånder, og luftforurening er stadig en stor udfordring i byen. For mig er det vigtigt, at vi gør det, som faktisk virker, siger sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken.
Målinger viser, at luftforureningen i København generelt er lavere end i mange andre storbyer, men at partikler og kvælstofdioxid fortsat udgør et problem.
Én forudsætning mangler dog: Gruppen kan først etableres, hvis der afsættes penge til den i det kommende budget.