Baggrunden er naboklager fra 4 ejendomme i november 2024 over støj fra gøende hunde, øget trafik, lysgener og camping. Klubben overtog det tidligere ridecenter i 2022 og fik dengang at vide, at den planlagte brug ikke krævede en ny landzonetilladelse. Efter klagerne fik klubben i juli 2025 påbud om at søge tilladelse alligevel, fordi kommunen vurderer, at hundeaktiviteterne er en væsentlig ændring og intensivering.
Hvad der er strammet
Politikerne sendte i maj det første udkast tilbage med krav om hårdere regler af hensyn til naboerne. Efter den omgang gælder:
- Aktiviteter kun mindst 100 meter fra naboerne. 3 boliger ligger 10, 40 og 75 meter fra de nuværende aktivitetsarealer.
- Kun 20 hunde på ejendommen ad gangen i timen på hverdage.
- Ingen aktiviteter i den tidligere ponystald, bygning E.
- Ingen overnatning med hunde, og telte og campingvogne skal fjernes efter hver overnatning.
- 3 weekendarrangementer om året med under 150 personer og 1 med over 150 personer.
- Forbud mod de 3 lysmaster på 5,5 og 9 meter, kun lavt orienteringslys op til 1,4 meter tillades.
De 4 vilkår klubben ikke vil acceptere
Klubben kan leve med hovedparten af reglerne, men afviser forbuddet mod aktiviteter i bygning E, 100-meterkravet på areal H, hverdagsstoppet kl. 18 og weekendforbuddet. Samlet gør vilkårene det ifølge klubben umuligt at drive centret økonomisk.
Klubben ville i stedet have aktiviteter til kl. 20 på hverdage, træning lørdag kl. 9-14 og i alt 14 weekendarrangementer fordelt efter størrelse. Argumentet er, at forenings- og fritidsaktiviteter typisk ligger i weekender og om aftenen, hvor frivillige og deltagere har fri, og at det tidligere ridecenter havde aktivitet frem til kl. 22 på hverdagsaftener.
Kommunen fastholder, at heste af natur er følsomme over for støj og derfor gav mindre larm end hunde, og at der ikke findes klager fra ridecentrets tid. Klubben mener modsat, at dens brug samlet ikke overstiger det tidligere store ridecenter med stævner, ridelejre og overnatning.
Klubben varsler erstatningskrav
- Hvis kommunen fastholder de mest restriktive vilkår, vil afgørelsen de facto indebære en nedlukning eller væsentlig underminering af klubbens mulighed for at drive hundeaktivitetscenteret, skriver direktør Jens Glavind i klubbens høringssvar. Klubben forbeholder sig retten til at kræve erstatning og kritiserer, at den ikke har fået indsigt i alle naboklager.
Tilladelsen dækker ikke lysmasterne, som klubben får afslag på. En afgørelse kan påklages til Planklagenævnet med en frist på 4 uger, og en klage sætter tilladelsen på pause, indtil nævnet har taget stilling.